Kvindegrav fra Sønderholm mellem Aalborg og Nibe. Romersk jernalder, ca 400 e.v.t. Udstillet på Aalborg MuseumByen Aalborgs historie strækker sig over 1.000 år tilbage. Alabu er det første kendte navn for Aalborg, det er skrevet på mønter fra 1040'erne. Byen fik købstadsrettigheder i 1342.
Forhistorie
Selve byen menes at være grundlangt i vikingetiden, men området har været beboet af mennesker i meget længere tid. Byens placering skyldes, at der her var en godt overfartssted over Limfjorden, der her snævrede ind, kombineret med de gode havnemuligheder, der hvor Østerå mundede ud i fjorden.[7] I jernalderen lå der landsbyer på flere af de kridthøje, som det moderne Aalborg er bygget. De mest betydningsfulde af dem var Lindholm Høje, Tranders og Hasseris. På Lindholm Høje er gravpladsen, der var i brug 400 e.v.t. – 1000 e.v.t., stadig synlig. På alle højene er er der konstateret spor efter metalarbejder fra germansk jernalder, og hele området havde formentlig stor handelsmæssig betydning.[Kilde mangler]
Vikingetid
Den første egentlige bymæssige bebyggelse opstod sandsynligvis ved Østerås udløb i Limfjorden i det område, hvor de moderne gader Algade og Boulevarden krydser i dag. Åen fungerede som havn i lighed med mange andre lignende handelspladser i vikingetidens Danmark. Under de ældste byhuse blev der fundet spor efter landbrug, herunder pløjespor. Tilsyneladende har der fra ca. 800 ligget en landsby på stedet.[8]
I 1994 til 1995 blev der gennemført en større arkæologisk undersøgelse af de ældste lag i Aalborg by. Det betød, at vores viden om Aalborgs tidlige historie blev udvidet. Det blev bl.a. konstateret, at der i 900-tallet sker forandringer i området omkring åmundingen. Der begynder at dukke spor af håndværk og værksteder op, ligesom der kan konstateres grubehuse og en handelsplads. Pladsens struktur minder om den, der bl.a. kendes fra Ribe i 700-tallet, dvs. der er ikke tale om en egentlig permanent by, men snarere om en markedsplads, hvor der med mellemrum har været aktivitet. Handels og værkstedspladsen har nok været i funktion indtil midten af 1000-tallet. Den blev nok afløst af den første egentlige by med helårsbebyggelse. Den ældste gade er Algade, og husene blev opført med gavlen vendt mod hovedgaden. Der er desuden fundet spor af huse fra omkring samme tid på den anden side af åen. Der har formentlig været kongelige interesser i stedet fra begyndelsen, men kongemagtens forbindelse bliver tydelig i 1035-1042, da Hardeknud slog mønt i byen, det samme skete i Århus. Fra disse mønter stammer desuden den ældste benævnelse af byens navn: Alabu.[9] Også kongerne Knud den Hellige og Erik Ejegod fik slået mønt i byen. Der er fundet spredte spor efter håndværk i nærheden af åen fra hele perioden 700 til 1.000, men jordlagene vise, at agermarker afløste bygninger.[Kilde mangler] På hver side af åen blev der opført en kirke, hvor der er fundet grave dateret til 995-1025.[Kilde mangler]
Lindholm Høje, 2008
Aalborgstuen, borgerstue fra 1600-tallet, i dag opstillet på Aalborg Museum
Middelalder og nyere tid
I middelalderen blomstrede Aalborg, den fik tildelt købstadsrettigheder i 1342, og blev en af Danmarks største byer. En udvikling der blev yderligere forstærket, da byen i 1516 blev tildelt monopol på handel med saltede sild. Købmands- og handelsforeningen Guds Legems Laug blev oprettet i 1481, efter lang tids handel med Hanseforbundet. Sildefiskeriet skabte forbindelser over Nordsøen til England, men også handelen med Norge og Vestsverige var vigtig. Under Grevens fejde var byen dog hårdt ramt. Skipper Clement brugte den som hovedbase, men i december 1534 blev byen stormet af Johan Rantzaus tropper, der plyndrede og afbændte den. Det er blevet anslået at omkring 2.000 mennesker mistede livet i den forbindelse. Dette kan have været en hævn for slaget ved Svenstrup få måneder før, hvor oprørshæren havde besejret Christian d. 3.’s adelshær. I 1554 blev Aalborg bispeby. I århundrene som fulgte efter voksede Aalborg atter, hovedsageligt på grundlag af det rige sildefiskeri omkring Jylland, der fik et særlig stærkt opsving i 1680'erne.
En række bygninger fra middelalderen er der stadig bevaret spor af. Gråbrødreklosteret som lå på østsiden af Østerå, nævnes i 1268 og var et franciskanerkloster. Det blev formentlig opført omkring 1240, mens fransiskanerklosteret i Ribe fra 1232 er Danmarks ældste. Klosteret blev nedlagt i 1530, altså allerede før reformationen. Rester fra de nu nedrevne bygninger kan i dag ses i en underjordisk udstilling under Bispensgade. Byens tredje kloster, det delte munke- og nonneklosteret Helligåndsklosteret, blev stiftet 1451 for at hjælpe syge, forældreløse og fattige. Det blev omgjort til sygehus ved Reformationen. I dag fungerer bygningerne som plejehjem. Domkirken Sankt Budolfi er opført i gotisk stil og er fra slutningen af 1300-tallet. Gammeltorv med huse fra ca. 1300 vidner om handelens rigdom i middelalderen.
Moderne tid
Omkring 1800 skete der en nedgang i sildefiskeriet hvilket fik negativ indflydelse på byens økonomi. Den blev yderligere forværret i forbindelse med Tabet af Norge, hvor byen mistede sin vigtige rolle som knudepunkt for norgeshandelen. Aalborg fortsatte med at være Jyllands største by indtil midten af 1800-tallet, hvor den status blev overtaget af Århus. I 1900-tallet var Aalborg en udpræget industriby, og hjemsted for flere store virksomheder.
I forbindelse med den tyske invasion af Danmark blev flyvepladsen erobret af faldskærmssoldater på et meget tidligt tidspunkt af operationen. Denne begivenhed regnes som den første, hvor faldskærmstropper blev brugt i krig. Under hele krigen havde flyvepladsen stor betydning for Luftwaffe.
